Et uudnyttet potentiale

Hr. Krasnik. Min ven. Min mentor. Mit forbillede. Mit idol.

Ovenstående er måske at tage munden lidt for fuld, men Martin Krasnik er, i min verden, i allerhøjeste grad en stor stjerne i det danske mediebillede. Hans kritiske tilgang har altid glædet mig, og hans journalistiske suppe mætter tilfredsstillende. Nå ja, hans optik i debatten mellem Israel og Palæstina synes kvalmende, ja nærmest på linje med DF-krigeren Søren Espersen. Men vi har alle vores fejl, og denne piller ikke ved, at Martin Krasnik for mig er en af Danmarks skarpeste journalister. At sætte ham op med to så fremtrædende profiler i dansk udenrigspolitik (og politik i det hele taget) som Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft burde jo være opskriften på succes. To markante skikkelser på hver sin side af fløjen, der diskuterer ugens udenrigspolitiske begivenheder med en bramfri journalist, gjorde i hvert fald, at jeg personligt sad klar med masser af popcorn og en stor forventning.

Desværre skuffede de tre herrer fælt. Ellemann og Lykketoft var generelt enige om, at det er bedst at være enig. Og Krasnik syntes nærmest benovet over at være i så fint selskab, og hans kritiske tilgang var udskiftet med en omgang mikrofonholderi, der virkede yderst uprofessionelt. Hvis dette er standard for god journalistik burde man indstille Reimer Bo til en Cavlingpris.

Jeg tror og håber på, at det blot var startvanskeligheder for de tre prominente herrer. Næste uge får de en ny chance, og så forventer jeg en kritisk tilgang. Jeg håber, at de to fløjprofiler giver mig en god omgang svovlende debat, hvor selv amerikanske realityproducere har svært ved at følge med. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Jeg forlanger blot en mere nuanceret indsigt end den jeg fik serveret i fredags. Ellers må jeg konstatere, at TV2 NEWS endnu en gang har præsteret at servere en fad fis i en hornlygte.

Nekrolog: Mr. Mandebajer – en old school charmør er gået bort

Det er ikke blot en værdiFULD inventar til en glad aften, der nu er gået i graven, skønt det er som sådan verden vil mindes ham. Det er det 21. århundredes største kærlighed til store og mange øl, der var for sin epoke, hvad Ole Thestrup og Jacob Haugaard var for deres.

Som sine forgængere og ligemænd levede og åndede Mr. Mandebajer for konsumeringen af store mængder øl. Han både begyndte og endte som et smilende, festligt alternativ til den våde fest.

Født ved et tilfælde

Mr. Mandebajer så dagens lys søndag den 2. juli 2006 ved Orange Scene til Roskilde Festival. Franz Ferdinand gjorde klar til bal, men mange øl stod stadig ukonsumeret tilbage. Med ét røg bunden af en Cola-flaske og øllet hældtes i på skrå. En legende var født.

Mr. Mandebajer levede derefter som et undergrundsfænomen i Aalborgs natteliv, og kun hans nærmeste kendte til dette alias. Billige kander på Kvisten i Jomfru Ane Gade bidrog til et bredere kendskab og med tiden en generel accept af dette nye fænomen. En accept, der byggede på fascination og en fælles kærlighed til humlen - i store mængder i særdeleshed.

Startede kultreligion

Mr. Mandebajer drog senere til udlandet for at sprede det glade budskab om Mandebajere. En rejse, der nåede et spirituelt højdepunkt i erkendelsen af Mr. Mandebajers betydning for den småborgerlige udvikling. Mr. Mandbajer udviklede sig således fra et undergrundsfænomen til en tilflugtsreligion mod samfundets uretfærdige forventninger. Fader Abraham, Roskilde Festival, Mandebajere i massevis og en skinger stemmeføring udgjorde grundstenene for den stærkt voksende religion, der opnåede størst opbakning hos den mandlige befolkning.

Sluttede på toppen

Mr. Mandebajer mødte sit endeligt onsdag den 17. marts 2010, da hans største fjende fik det sidste ord. Leveren spillede sin stærkeste trumf og erklærede sig ”Congenital hepatic fibrosis” - Mr. Mandebajer forstenede. En stor personlighed var med ét slået.

Mr. Mandebajer forlod os dog som vi kender ham: med et bredt smil. Han var en charmør fra den gamle skole, en uddøende race. Den slags, der på de tidlige morgentimer - efter adskillige kander øl - kunne charmere sig ind på selv de største kraner. Hans korte levetid berigede mange og ved hans bortkomst var hans kendskab på sit højeste. Fra Aalborg til Roskilde og tilbage igen.

Tak for alt, Mr. Mandebajer. Ære være dit minde.