Et uudnyttet potentiale

Hr. Krasnik. Min ven. Min mentor. Mit forbillede. Mit idol.

Ovenstående er måske at tage munden lidt for fuld, men Martin Krasnik er, i min verden, i allerhøjeste grad en stor stjerne i det danske mediebillede. Hans kritiske tilgang har altid glædet mig, og hans journalistiske suppe mætter tilfredsstillende. Nå ja, hans optik i debatten mellem Israel og Palæstina synes kvalmende, ja nærmest på linje med DF-krigeren Søren Espersen. Men vi har alle vores fejl, og denne piller ikke ved, at Martin Krasnik for mig er en af Danmarks skarpeste journalister. At sætte ham op med to så fremtrædende profiler i dansk udenrigspolitik (og politik i det hele taget) som Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft burde jo være opskriften på succes. To markante skikkelser på hver sin side af fløjen, der diskuterer ugens udenrigspolitiske begivenheder med en bramfri journalist, gjorde i hvert fald, at jeg personligt sad klar med masser af popcorn og en stor forventning.

Desværre skuffede de tre herrer fælt. Ellemann og Lykketoft var generelt enige om, at det er bedst at være enig. Og Krasnik syntes nærmest benovet over at være i så fint selskab, og hans kritiske tilgang var udskiftet med en omgang mikrofonholderi, der virkede yderst uprofessionelt. Hvis dette er standard for god journalistik burde man indstille Reimer Bo til en Cavlingpris.

Jeg tror og håber på, at det blot var startvanskeligheder for de tre prominente herrer. Næste uge får de en ny chance, og så forventer jeg en kritisk tilgang. Jeg håber, at de to fløjprofiler giver mig en god omgang svovlende debat, hvor selv amerikanske realityproducere har svært ved at følge med. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Jeg forlanger blot en mere nuanceret indsigt end den jeg fik serveret i fredags. Ellers må jeg konstatere, at TV2 NEWS endnu en gang har præsteret at servere en fad fis i en hornlygte.

Nekrolog: Mr. Mandebajer – en old school charmør er gået bort

Det er ikke blot en værdiFULD inventar til en glad aften, der nu er gået i graven, skønt det er som sådan verden vil mindes ham. Det er det 21. århundredes største kærlighed til store og mange øl, der var for sin epoke, hvad Ole Thestrup og Jacob Haugaard var for deres.

Som sine forgængere og ligemænd levede og åndede Mr. Mandebajer for konsumeringen af store mængder øl. Han både begyndte og endte som et smilende, festligt alternativ til den våde fest.

Født ved et tilfælde

Mr. Mandebajer så dagens lys søndag den 2. juli 2006 ved Orange Scene til Roskilde Festival. Franz Ferdinand gjorde klar til bal, men mange øl stod stadig ukonsumeret tilbage. Med ét røg bunden af en Cola-flaske og øllet hældtes i på skrå. En legende var født.

Mr. Mandebajer levede derefter som et undergrundsfænomen i Aalborgs natteliv, og kun hans nærmeste kendte til dette alias. Billige kander på Kvisten i Jomfru Ane Gade bidrog til et bredere kendskab og med tiden en generel accept af dette nye fænomen. En accept, der byggede på fascination og en fælles kærlighed til humlen - i store mængder i særdeleshed.

Startede kultreligion

Mr. Mandebajer drog senere til udlandet for at sprede det glade budskab om Mandebajere. En rejse, der nåede et spirituelt højdepunkt i erkendelsen af Mr. Mandebajers betydning for den småborgerlige udvikling. Mr. Mandbajer udviklede sig således fra et undergrundsfænomen til en tilflugtsreligion mod samfundets uretfærdige forventninger. Fader Abraham, Roskilde Festival, Mandebajere i massevis og en skinger stemmeføring udgjorde grundstenene for den stærkt voksende religion, der opnåede størst opbakning hos den mandlige befolkning.

Sluttede på toppen

Mr. Mandebajer mødte sit endeligt onsdag den 17. marts 2010, da hans største fjende fik det sidste ord. Leveren spillede sin stærkeste trumf og erklærede sig ”Congenital hepatic fibrosis” - Mr. Mandebajer forstenede. En stor personlighed var med ét slået.

Mr. Mandebajer forlod os dog som vi kender ham: med et bredt smil. Han var en charmør fra den gamle skole, en uddøende race. Den slags, der på de tidlige morgentimer - efter adskillige kander øl - kunne charmere sig ind på selv de største kraner. Hans korte levetid berigede mange og ved hans bortkomst var hans kendskab på sit højeste. Fra Aalborg til Roskilde og tilbage igen.

Tak for alt, Mr. Mandebajer. Ære være dit minde.

DR2: Familien Danmarks sushianretning

Kombineret forsvarstale og kærlighedsepos for de Public Service-kroner, som ender hos DR2

Public Service har et legitimeringsproblem over for kommercielle kanaler. Hvad skal Public Service? Skal Public Service levere det tv-stof, som kommercielle kanaler også kan levere - bare for offentlige penge - eller skal Public Service kun sende tv, som de kommercielle kanaler ikke kan? Skal de offentlige midler forsyne os med X-Factor eller udfordrende, lærerige og egenproducerede programmer?

I forhold til dette spørgsmål lader mit forhold til DR2 sig ikke rokke. Jeg elsker DR2! Kanalen, der gik i luften i august 1996, havde til at begynde med måske kun fire-fem sendetimer om dagen og var fra start marginalt tv i forhold til Public Service. Det er det for så vidt stadig, men samtidig vidner DR2 om begyndelsen på en tv-tradition, som er helt fantastisk. Kanalens status som den lille, der ikke på samme måde skal legitimere sig med seertal og brede formater som DR1, bringer tankerne tilbage på før-monopol-tider.

DR2 giver egenproduktionen et frirum, hvilket giver plads til det skæve, det marginale, det sære og det ret uinteressante indimellem. Disse formater og genrer får deres gennembrud på DR2, fordi der er plads. Fordi DR2 er den intellektuelle legeplads, hvor talenterne bliver udklækket. Sammen med deres programmer migrerer de senere til hele familien Danmark på DR. ”Spise med Price” er et eksempel på dette. Bonderøven kan blive det næste af slagsen. Eksempler på nichepræget tv, der bliver mainstream.

DR2 har også en række andre fordele. Dens intellektuelle udgangspunkt, der i starten var en hæmsko for kanalen, er i dag det der gør, at DR2 leverer et reelt Public Service-alternativ i dagens mediebillede. Kanalen har et rigtigt smart nichepublikum hos de informationsstærke seere; first movers, trendsætterne. Ved at henvende sig til den niche bliver kravene om kvalitet og alsidighed indlejret immanent automatisk i tv-formatet, hvilket styrker kanalens identitet væsentligt. En identitet, der af seerne selv er blevet beskrevet som kanalernes svar på sushi.

DR2 er det supplement, som legitimerer Public Service, fordi indholdet er unikt, dansk og nichepræget. DR2 er bundet sammen med det kollektive og fælles danske på de brede kanaler - som også er et krav til Public Service. De afhænger af hinanden, og personligt er der jo ikke andet at sige end, at så længe DR2 kan lave nye spændende formater, så er jeg tilhænger af den årlige licensafgift. Så ja tak, send bare en ekstra sushi til bordet og gerne med wasabi, hvis licenspengene tillader det.